I timevis talte de alvorligt og længe om emner som de næppe vil huske når de sidder på plejehjemmet og zapper tv eller hvordan det foregår til den tid. Men de vil muligvis stadig huske elevatorturen.

For da de gik ud af mødelokalet disse syv mænd, som indtil videre havde forholdt sig yderst professionelt til hinanden, skete der noget. Det startede da de allesammen skulle tisse og der kun var et toilet. Gør drenge til mænd og mænd til drenge står der på KBs anlæg på Frederiksberg, og som fodbold således også med tissekøer. Stemningen bliver simpelthen løssluppen af det anspændte fællesskab.

Således lettet gik turen mod elevatoren. En af de syv mænd havde brækket benet og mente ikke at kunne klare trappen ned til kælderetagen hvor kantinen eftersigende var beliggende. Og selvom elevatoren var forholdsvis lille, så var den ikke kun beregnet til en som Anne Linnet synger, der var faktisk plads til otte mand. Og dermed rigeligt plads til syv. Skulle man tro.

Noget mokket var det. Også på grund af den høje mands krykker og måske et par vel vommede computermaver. Men ned i kælderen kom elevatoren, selv om den flere gange standsede og lod en rød "genstart" knap lyse. Den slags knapper får bedagede IT-folk i løftet stemning.

Vel nede i kælderen vrimlede de syv mænd ud. Alle syv tænkte nok lettet, at det var rart at slippe ud af den trange boks og at de burde have taget trappen. Og stor var forbløffelsen og munterheden, da kælderen viste sig at være en kælder uden spor af kantine. Et lille postrum og et fyrrum og derudover intet.

Og nu sker der noget mærkeligt. Alle syv går tilbage i elevatoren. Stemningen er høj. Tissekø, genstartknap, fyrrum har fået fornuften til at fordampe. Glemt er den trange elevator og dens noget tvivlsomme drift.

Tilbage i pressekammeret bliver der trykket "2. sal". og dørene glider i. Elevatoren glider utrolig langsomt op. Lidende. 20-30 cm op går den ikke længere. "Genstart" blinker og turen virker forbi. Undertrykte fnis breder sig. Sammen med en vis uro. Hvor længe skal vi nu sidde her, og hvorfor gik vi tilbage i elevatoren allesammen når nu vi vidste at den ikke virkede og vi står helt mast og der er en trappe?

Elevatoren rystede af indestængt latter. En tog føringen. "Hvis vi står helt stille når vi trykker på genstart så kan den måske køre os op - tænk lette tanker". Og således blev der trykket på genstart mens alle rystede stille af indestængt latter.

Enden blev at der blev ringet til Ole på elevatorens røde nødtelefon. Ole fixede problemet. Gav en lille opsang over den uansvarligt overfyldte elevator og derefter gik alle op. Måske endda også ham med det brækkede ben.

Mødeindholdet er snart glemt, men følelsen af frivilligt at stå tætpakket i den fejlbehæftede elevator IGEN skal jeg sent glemme!

Og for at imødekomme problemet med en befolkning på overførselsindkomst så opretter man nu "Nyttejobs" - som er en slags ikke-jobs. Vel i stil med Brixtoftes fabrik fra 90'erne, hvor man meldte sig hvis man var arbejdsløs.

Altså skåret ind til benet: Skolelærere og sygeplejersker skal fremover lægge kridtet og blodtryksmåleren og ud og beskære kommunale træer (dårligt, så de ikke tager gartnerens job) og til en lavere løn og konstant opfordres til at søge "rigtige" jobs.

Det hænger altså ikke sammen. Keynes holder stadig så vidt jeg kan se.

Først fik vi et glas Moscadet og lidt charcuteri - særligt svinenakken var lækker, og så kom hovedattraktionen: Cote de Boeuf og dertil en flaske Cotê-Rotiê. Perfektion simpelthen. Vi blev vi enige om at vi lige kunne nå en flaske Beaujolais ovenpå kødet - en Fleurie som smagte af mere, når bare temperaturen var tilpas lav. Til slut en hurtig gedeost med et glas Sauvignon Blanc. Det var sgu ikke billigt, men til gengæld havde det været en god aften.

For lige at lukke af drak vi en Bourgogne på den tidligere kul-cafeen som i dag er et dejligt fransk spisested med en hyggelig vært. Det var helt sikkert overflødigt med den sidste flaske, selvom det føltes helt rigtigt mens det stod på, og mine medpassagerer i toget hjem tog det da også pænt, da jeg uden besvær anrettede aftenens menu i en gratisavis og stille og roligt smed den ud et sted mellem Hundige og Greve.

Jeg flyttede til København for at studere datalogi. Rykkede ind i lejligheden på Balders Plads, som skulle blive min bolig i de næste 11 år. De første cykelture rundt på Nørrebro var spændende og skræmmende. Byen var både åben og lukket. Der foregik tydeligvis noget overalt, men jeg anede ikke om jeg nogensinde ville føle at jeg var en del af det.

Et par år gik som den slags gør og vi lander i efteråret '96. Efter at være kommet høj hjem fra en vellykket Asien-rejse med min daværende kæreste går forholdet i stykker få uger efter hjemkomsten. En brat opvågnen fra det bekymringsfri rejseliv. Urolig i sjælelivet og i bund og grund i tvivl om min fremtid på datalogi-studiet møder jeg en dag Bjørn i Pilestræde. Han snakker om et band som mangler en trommeslager, og jeg tilbyder naturligvis at spille pladsen.

Her skal man afbryde og nyde tilfældets musik. Jeg var ingen stor trommeslager og Bjørn var ingen tæt ven. Men vi snakkede og indgik en aftale og uden det møde havde der ikke været nogen historie.

Kort efter mødte jeg Mikkel og Claus og så var vi fire. Bandet øvede i Regensens Store sal og min cykeltur fra Ydre Nørrebro var en triumferende rejse mod byens indre, og jeg husker hver eneste øver som om jeg boblede af grin over selve det eventyr som bandet var. Samtidig var livet på Regensen tilsvarende spændende. Fyldt med personligheder, intriger og traditioner og via bandet blev jeg sparket ind som fuldgyldigt medlem af det altsammen. Tilsammen var det en rus og en saltvandsindsprøjtning som gav mod på livet udenfor Regensen og årelange venskaber i øvrigt.

Egentlig er der ikke meget at fortælle. Vi blev aldrig noget stort band og jeg har vist ikke spillet trommer en eneste gang siden gig'et til Advokatfuldmægtigforeningens årsfest i Korsør. Et halvt års tid varede det. Højst.

Det som gør historien mindeværdig er at jeg fik luft under vingerne i denne periode. Der skete noget. Til KUA-festerne var der farlige piger som læste tysk og ville mere end bare sprechen, og det hele endte da jeg en tidlig morgen efter en taxatur med en forlængst glemt pige valgte ikke at følge hende ind gennem døren, men i stedet cykle hjem til asien-kæresten som imellemtiden var vendt tilbage.

To ting som står i fokus er:

• den grænseløse forkælelse jeg oplevede som weekendbarn når jeg weekend efter weekend indtog sofaen med tegneserier, sodavand og valgfri menu.
• Den musikalske opdragelse. Min far elskede musik i alle former. Koncerter, plader, nodeskrivning, korsang, højskolesangbog, flerstemmigt fløjtespil og sikkert mere. Pladesamlingen var fyldt med alt fra Händel til Pink Floyd og jeg kan i dag takke pladerne og den ældgamle grammofon for mit musikalske verdensbillede.

Jeg ved ikke om det kommer til at virke, men jeg vil prøve at formulere nogle punktnedslag fremover. Om musikken, lejligheden, vitserne, rejserne, distraktionen, det rindalske held, sweateren, de nummererede kravlenisser, den-gammeltestamentelige moral, malerlivet, Søren Pedersen, anekdoterne. I det hele taget vil jeg skrive historier om min far. I egenskab af far og i manglen af en far.

De andre chauffører og de andre selskaber er nogle røvere. Nogle abdullaher allesammen og mere af samme skuffe. Og ret hurtigt kom vi ind på noget med straf. Gør man noget forkert skal straffen falde prompte. Man skal i fængsel så hurtigt som muligt. Det var tydeligvis et emne hvor han følte sig sikker. Fortalte videre om noget han havde set på TV-2 om et overfald i Leeds, hvor politiet på to timer fandt gerningsmændene fordi hele byen bliver filmet. "Sådan burde det også være herhjemme, man kan kun være imod den slags hvis man har noget at skjule".

Her brød jeg ind. "Hvis man filmer folk, så ændrer man deres adfærd. Overvågning skaber nye mønstre og f.eks. kan man forestille sig, at overfaldsmænd trækker deres ofre ind i "sikre kamerafri zoner" og tæsker dem der, og man kan forestille sig at der sker et moralsk skred, så ofre kan blive beskyldt for at det var deres egen skyld når de bevægede sig udenfor de sikre zoner". Klar improvisation fra min side, men jeg følte at jeg havde nogle pointer.

Vrøvl, replicerede han. Man skal bare opføre sig ordentligt og så er den ikke længere. Kan man ikke det skal man have en straf!

Men, svarede jeg, hvis nu du ser politiet lave hastighedsmålinger, giver du så ikke besked til dine kolleger? Jojo, svarede han, så kommer der lige en "glatmelding" rundt i systemerne. Men så ændrer du jo også adfærd på baggrund af politiets overvågning, og nøjes med at bryde loven når du ved at politiet ikke kigger!!!

Det er noget helt andet, man kører jo for hurtigt engang imellem. Det gør vi allesammen.

Jaja, men du sætter dig over loven. Du definerer din egen moral, du synes at det er ok når du ikke bliver taget, men andre skal straffes hårdt når de træder udenfor. Det er dobbeltmoralsk af helvede til. Jeg synes at der skulle være automatisk hastighedsovervågning overalt, og at du skulle få bøden med SMS det sekund du kører for hurtigt.

Jamen for helvede. Så vil det jo blive helt umuligt at køre taxa.

Og så var turen forbi. Jeg betalte, takkede for turen og for snakken. Bemærkede at prisen var 2,- højere end jeg havde betalt om morgenen, så det faktisk var HAM der var en røver og en Abdullah, og så forlod jeg vognen.

Jeg tror faktisk at jeg gav ham noget at tænke over.

Det er vel ca. situationen i Danmark lige nu. Dagligt mister vi arbejdspladser private såvel som offentlige. Ingen tør anvende Keynes for gœlden er allerede tyngende. Nedskœringer fører bare til endnu fœrre jobs og reduceret forbrug osv..

Udviklingen - eller afviklingen - løber så hurtigt, at politiske løsninger udvikles, implementeres og forœldes i en rasende fart. Den ene dag skal 95% af en ungdomsårgang have en uddannelse, men mens man arbejder på det så lurer der en SU-reform. Nu har vi pludselig ikke råd til at betale for uddannelsen. Fair nok tœnker man, der er jo krise, men det vil nok gøre det svœrere at motivere den tunge ende af gruppen, hvis der følger gœld med.

Men spørgsmålet er jo om uddannelse overhovedet er vejen frem. Lønnen skal jo ned, og uddannelse medfører en forventning om højere løn (inkl. livsløn) end uuddannede. Rimelig nok. Ellers er motivationen for at uddanne sig virkelig spinkel.

Men når man så er i arbejde. Faglœrt. I overenskomst. Så kan man tage uddannelsesorlov. Få sig en grad fra en af landets professionshøjskoler og vende tilbage til samme job med udsigt til højere løn, mens kollegerne som har knoklet i mellemtiden må leve med reallønsnedgang.

Jeg har ingen løsninger. Det ville vœre tåbeligt at fremture med, men det er tydeligt, at der ikke er sammenhœng i tingene. Landet er IKKE i vœkst. Og det offentlige reducerer medarbejderstaben. Industrien flytter det manuelle arbejde til fjernøsten og rationaliserer resten. Med det udgangspunkt kommer vi da ALDRIG til at have fuld beskœftigelse igen. Og skal vi iøvrigt det? Var vœksten en anormalitet - et unikt velstandsspring fra 1950-1973? Og skulle vi ikke hellere forbruget som målestok og fokusere på klimaet?

Det var i HIFI-klubbens storhedstid, hvor medlemmerne modtog en avis fyldt med anmeldelser og baggrundsstof om hvordan man skal forstå watt-angivelsen på en forstærker og den slags. Vistnok noget med at den etablerede branche opgav spidsbelastnings-effekten mens ægte entusiaster fik et mere retvisende sammenligningsgrundlag ved at få oplyst et andet effektmål. Ufatteligt detailniveau som kun interesserer en yderst begrænset skare mennesker i dag.

Skiftet skete da vi fik mulighed for at sidde med computer-højttalere af pap og høre 96KHz MP3-filer og prale med at hele Beatles' bagkatalog kunne være på en enkelt cd. Året var omkring 2000 og Napster havde "demokratiseret" adgangen til musik. Og mange gik fra at have en specialiseret - og dermed begrænset - pladesamling hvor man kendte hakkerne og kunne huske ca. hvornår hver enkelt plade var købt og hvilke der var udlånt, til at have en disk fyldt med mp3'er, som man kun kendte overfladisk. Musikanlægget blev ved samme lejlighed flyttet fra stereoanlæg til computer. En klar generalisering.

Efter generaliseringen kommer specialiseringen igen. Sonos-anlæg med stream og indbygget spotify kombinerer fortidens gode lyd med nutidens digitale muligheder. Men vi har efterladt interessen for at bygge egne højttalere og specialiserede termer som impedans og den slags. Den nye specialisering er væsensforskellig fra den gamle.

Jeg tror at denne bevægelse fra dyb specialisering til overfladisk generalisering og tilbage igen er et af de stærkeste kulturelle kendetegn ved den måde teknologien marcherer frem på.

Nye maskiner udkonkurrerer de eksisterende ved at fjerne nogle af de begrænsninger der var i den gamle teknologi, men fordi teknologien netop er ny, så indeholder den ikke de samme forfinede specialløsninger som fandtes i den forrige generations teknologi.

Forleden talte jeg med en journalist som ikke kunne få sin smartphone til at optage interviews han udfører over telefonen. "I gamle dage havde man en særlig telefon med en indbygget båndoptager, men i dag skal man installere apps og rode med filformater for at få det til at virke" sagde han. Tidligere var der et specialiseret apparat som løste opgaven godt, men det er udkonkurreret af et mere generelt anvendeligt apparat, som løser denne specifikke opgave på en måde som er mere avanceret og på de fleste måder bedre, men barrieren for at komme igang er højere.

I takt med at vores apparater digitaliseres er det spørgsmålet om denne bølgebevægelse kan fortsætte. iPads er en generalisering af bærbar computer og TV. Smartphones samlede telefoner, fjernbetjening, (let) bærbar computer og spillekonsol. Vil bølgebevægelsen flytte over i software eller vil der snart komme en generation af håndholdte digitale devices som ikke kan specialiseres med apps som den nuværende smartphone men som til gengæld generaliserer hele oplevelsen af at have en computer i lommen?

Min gamle historielærer gav mig en hård behandling da jeg i sin tid afleverede min store historieopgave i 2. g. "Den romerske republiks undergang" hed den. "I følge dig startede republikkens undergang med Romolus og Remus skrev han". Og han havde ret, det var ikke en god opgave. Men hvornår starter undergangen. Hvor langt tilbage kan man finde sporene af det som ender med at føre til undergangen?

Jeg tænker meget på fodboldklubben Brøndby IF i disse dage. Efter årtiers dominans i superligaen ligger klubben nu og vakler mellem nedrykning og konkurs. Eller begge dele. Hvordan gik det så galt?

Skabelelsesberetningen og tre gyldne perioder.

I begyndelsen af 60'erne så Danmark helt anderledes ud end i dag. Landet var i fremgang og der blev bygget over tænkt nyt overalt. Københavns vestegn blev massivt udbygget og optimismen var høj. Fremtidens by var forstad med familier i store lejligheder og parcelhuse. Også på fodboldfronten var der forandring at spore og en gruppe fremsynede spillere dannede i tæt samarbejde med kommunen i 1963 Brøndbyernes IF som en sammenslutning af klubberne Brøndbyøster og Brøndbyvester. Det var fremtidens klub i fremtidens by.

I starten skete der ikke så meget, men i begyndelsen af halvfjerdserne vendte en af Danmarks bedste udlandsproffer tidligt hjem fra en karriere i udlandet. Han slog sig ned i Brøndby for at hans drenge kunne vokse op i trygge omgivelser og han meldte sig ind i den lokale fodboldklub. I Finn Laudrups tid - for ham var det - rykkede klubben op hvert år for omkring 1980 at spille i 1. division. Den bedste række. Finn besluttede at det var tid at trække sig tilbage, men i kulissen stod den første af hans berømte sønner klar til at overtage pladsen på holdet. Og hvilken søn. i sæsonen 1981/82 blev 17-årige Michael Laudrup topscorer i første division og sikrede klubben sit første mesterskab inden hans talent sendte ham videre mod Europas fodboldtinder.

Efter Michael stod hans lillebror Brian klar i kulissen og i skyggen af det danske landsholds enestående succes i firserne etablerede Brøndby sig som en moderne fodboldklub som kombinerede klubånden med virksomhedsdrift. Det blev til mesterskab på mesterskab i firserne og i 1991 var Brøndby kun få sekunder fra at stå i en europæisk finale. En suveræn præstation for et dansk hold. Brøndbys stamme af spillere var så god, at den også var kernen i Ricardos fodboldlandsholds lidt besynderlige og ihvertfald uventede EM i fodbold i 1992.

Mens Brøndby peakede fodboldmæssigt ramte klubben gulvet rent økonomisk. Et kuldsejlet bankprojekt - Interbank - truede med at sende klubben via en fallit tilbage til danmarksserien. Men på et hængende hår blev dette undgået.

Det var første advarsel.

I mellemtiden havde Danmark forandret sig. Vestegnen var ikke længere attraktiv. Brøndby var nu fyrtårnet i en region som sandede til i arbejdsløshed og forstadstristesse.

Rygraden i klubben skulle dog vise sig at være stærk. Konstruktionen med A- og B-aktier gjorde at amatørafdelingen og Per Bjerregaard beholdt magten i klubben mens økonomien blev styrket igennem aktieemmisioner, og fra 1996-1998 vandt klubben tre mesterskaber i træk og virkede fuldstændig usårlige i den danske liga. Europæisk var der stadig noget at være stolt af skønt skeptikere måske kunne ane at klubben havde historien bag sig.

Som årene gik forandrede klubben sig. De folk som havde været unge og dynamiske i 60'erne blev ældre og mere magelige. Deres netværk og betydning indskrænkedes og der var andre som kopierede deres bedrifter og begyndte at konkurrere på lige fod. Ligeså stille blev Brøndby en socialdemokratisk klub. Her tog man sig af spillerne fra vugge til grav og her var alle i familie med hinanden. Alle boede i det samme kvarter på vestegnen, og man vidste ligesom hvordan klubben skulle drives. Det var en ære at spille i Brøndby og klubben var en naturlig del af toppen af dansk fodbold.

Tidligere målmand Mogens Krogh blev direktør i Brøndbys reklamebureau, Søren Kolding tog sig af markedsføringen og Per Bjerregårds egen søn blev sportschef på et tidspunkt hvor der var brug for frisk blod. Og da træner Hareide i 1999 købte dyre svenske spillere som ikke slog til, dannedes måske en doktrin om at spillere fra Brøndbys egen talentskole nu nok var de bedste.

Efter mesterskabet i 1998 hvor Brøndby havde totaldomineret superligaen og vundet over selveste Bayern Munchen på hjemmebanen, fulgte en periode hvor resultaterne uden nogen særlig grund udebliver. I 2001 vandt FCK det danske mesterskab, og en tid hvor Brøndby skulle dele førertrøjen med den københavnske fusionsklub indledtes.

Det er anden advarsel.

Brøndby svarede stærkt tilbage på denne udfordring og blev mestre i 2002 og 2005. Sidste gang under ledelse af Michael Laudrup, som på den måde kom til at have en fod med i både det første og det sidste danske mesterskab klubben opnåede. Under Michaels ledelse var Brøndby tilbage. Mesterskabet i 2005 var suverænt og europæisk sendte klubben Schalke 04 med landsholdsspillerne Ebbe Sand og Christian Poulsen ud i kulden for selv at møde muren i form af Ronaldhinos Barcelona.

Men Laudrup var for stor til Brøndby. Ledelsen. Amatørafdelingen. De gamle spillere. Ingen kender nok hele sandheden, men Laudrup endte med at forlade Brøndby i utide efter en sløj 2006 sæson, og nu måtte en af klubbens gamle kræfter træde til. Køhlert. Med pibe, smørrebrød og Kim Larsen-musik fik han spillerne rystet sammen og holdet til at holde fast i toppen af ligaen.

Laudrups æreløse exit er tredje advarsel. Klubben er større end sportslig succes.

Nu begyndte det for alvor at knirke i den gamle klub. Trænerne holdt kun i kort tid og på direktørgangen var der begyndt at være gennemtræk. Måske var det KASI-Jesper som endegyldigt sendte klubben ind i den nedadgående spiral. Han kom med hurtige penge og levemandsmanerer. Privatfly og uhørt høje indkøb. Truppen blev fyldt med højtlånnede profiler som for en dels vedkommende kom til at tilbringe det meste af deres tid på reservebænken.

Der blev ikke vundet trofæer i den periode, men det blev til et par andenpladser. Europæiske var det langt fra fordums sejre. Siden begyndte det også at falde sammen sportsligt. Klubbens selvbevidsthed måtte æde skammen over at ende i den nederste række, og de fans som ellers fulgte klubben i tykt og tyndt buede og krævede Per Bjerregaard udskiftet.

I organisationen vedblev virksomheden at insistere på folk fra egne rækker. Ole Bjur som sportschef og fornylig blev John Faxe tilknyttet trænerteamet for at tilføre holdet noget af den særlige Faxe-energi. Faxe er om noget symbolet på Brøndby. Bortset fra mesterskabet i 2002 var han tilknyttet holdet i SAMTLIGE danske mesterskaber. Senest i 2005 som assistenttræner for Laudrup. Der er en desperation over denne søgen tilbage.

Men virksomhedskonstruktionen var solid. Amatørerne ejer A-aktierne og styres af veteranerne, og veteran bliver man kun hvis et flertal blandt veteranerne accepterer det. Så Per Bjerregaard og Benny Winther, som nu efter mange år i skyggen trådte længere frem i offentligheden fastholdt magten. Den ene absurde historie afløste den anden. Direktører blev fyret fordi de udtalte sig offentligt om klubben og trænere blev fyret fordi de insisterede på at sætte holdet - også uden hensyn til mange års tro tjeneste for klubben.

Til sidst går det ikke længere, det kan enhver se. Men hvor startede nedturen? Mit gæt er at man overså hvad der skabte opturen. En unik position i det danske fodboldlandskab. Men en midlertidig unik position. Brøndby var bare de første, der var en fabelagtig stamme af spillere og der var en generation af erhvervsfolk og sportsstjerner som var mere end villige efter at lade sig associere med Brøndby-brandet.

Brandet skulle have været gentænkt i starten af 90'erne og omkring 2000 skulle man have lyttet til Alex Ferguson som siger: "The team is a bus that doesn't wait".

I de kommende år bliver det spændende at se om Brøndby forsvinder helt fra landskabet eller om der stadig er et fundament som kan bære klubben tilbage til toppen af dansk fodbold. Jeg tvivler. Tiden er løbet fra Vestegnen.

Og om tre måneder når ironien er blegnet og kineseren står tilbage med uspist flæskesteg og late-movers så har han lært, at selvfed nostalgi er en bus der ikke venter.