ALT! understreger han, og lader dermed forstå at ALT ikke inkluderer at vide hvad det egentlig hedder der hvor ham flammen kommer fra - Færøerne.

Det rammer naturligvis plet - på nærmest alle. Som da jeg blev antastet af en indisk guru-agtig fyr midt i New Delhis backpackdistrikt. "Hello, you seem like you struggle to really concentrate deeply" eller noget i den stil sagde han. Og jeg fjols tænkte at han havde set ind i min sjæl og fundet min svaghed. Anyway, det kostede mig nogle rupee og jeg lærte en lektie. Ikke om koncentration men om naivitet.

Men skabelsen. Den er der jo fra begyndelsen. Den første klods på klods, stolt fremviste tegning osv.. Siden bliver den systematiseret og på et tidspunkt bliver den skubbet nedaf i behovspyramiden til det ender med at være noget man gør for sjov. "Jeg har et hobbyprojekt" siger man. Og samtidig prøver man at lade som om det er det man virkelig brænder for. Som om det var så let overhovedet at brænde for noget som helst.

Men jeg har gjort mig en erfaring om ikke at skabe. At jo større misforholdet bliver mellem reel skabertid og tid hvor man godt gad være igang, desto større er kravene til det skabte, og desto sværere bliver det.

Det bedste råd er at gå igang. Uanset hvad det er. Og tak til Tveskov for at give mig inspiration til at fare i bloghuset.

Jeg har gemt alle husets dybe tallerkener væk!

Spændende om de andre kunstnere kan leve op til hendes niveau.

"Varmer de ikke?" spørger han så, "hvad viser trykmåleren?".

"0", svarer jeg, "den er i stykker".

"Nåja", siger han så. "Jeg kommer forbi i morgen og ser på den. Hvad er dit nummer?"

Grundlæggende er der jo en politisk uenighed imellem rød og blå blok. Eller rettere mellem de der tror på straf og de der tror på forbedring og tilgivelse. Straftilhængerne beskylder de andre for at sætte forbryderens tarv højere end offerets behov for at føle retfærdighed. Omvendt hævder humanisterne, at de andre bare vil straffe hårdere uden at lytte til om det "nytter noget". Altså at hævnen bliver vigtigere end f.eks. rehabilitering og diverse kriminalitetsstatistikker.

Og så kommer vi til den aktuelle sag: Dyresex. DF vil gerne have forbudt dyresex. Og her må man starte med at skelne mellem to slags forseelser:

• De der medfører fysisk lemlæstelse af dyret, som efterfølgende kan verificeres af en dyrlæge.
• De som ikke lemlæster dyret, men som kan konstateres, f.eks. fordi "parret" bliver opdaget midt i akten.

Den anden slags er vanskeligere. For hvad er egentlig en voldtægt? Det er jo en psykisk tilstand. Et misbrug. Mere på sjæl end på krop. Ved hesten at den er blevet kneppet? Kan man bevise krænkelsen? Kan man afhøre dyret? Og hvis der er tvivl, hvorfor så straffe? For at hesten skal føle retfærdighed? Næppe, det er jo en absurd tanke.

Vi er altså ude i en art forbrydelse, som er uden direkte offer. Derimod er der et indirekte offer: Offentligheden. Vi der læser om hesteelskeren kræver at den slags svineri skal straffes. Det er os der føler os beskidte bagefter. Os hvis retsfølelse er krænket over den skændige handling.

Så mens hesten glad trisser tilbage på marken med sæden sivende, sidder vi - befolkningen - tilbage og føler os beskidte.

Det er straf for forbrydelse uden offer. Kun for straffens skyld. Kun for straffens opbyggelige virkning for resten af befolkningen. Man har udvalgt sig en gruppe mennesker som åbenlyst står svagt og alene, og som derfor ikke kan svare tilbage. Det er mobning. Det er stigmatisering af den enkelte afviger.

Det er populisme af værste skuffe!

Nå, men dagens historie handler egentlig bare om noget jeg tænkte på midt i den travle påskeferie. Fantasi. Tidligere havde jeg nemlig introduceret begrebet blind flid som en kvalitet. Nu fandt jeg pludselig på at dovenskab skyldes overflod af fantasi. At folk uden fantasi er nødt til at holde sig igang, da de ellers vil henfalde til kedsomhed.

Det faldt naturligt nok fruen noget for brystet - eftersom hun tidligere havde accepteret at lide af den blinde flid. Var det nu bare fordi hun var fantasiløs?

"SVAR!"

Jeg trak følehornene til mig med et spagt: "Det ene udelukker vel ikke det andet...?" og så snakkede vi om noget andet. Heldigvis har hun ikke fantasi til at følge tanken til ende eller læse med her O=:€

I årevis efterhånden har jeg kørt en hetz på stakkels Frede, når jeg fandt en lejlighed til det. At han vil køre kongehuset i sænk med sine simple sætninger og lavloftede royale facon. At danskerne vil have en kongelig konge og ikke en skattefinansieret playboy. At traditionen med at danskerne samles foran nytårstalen stopper når Pingo skal fortælle om sine utallige møder med det grønlandske folk (på Cafe Nuuk tidligt om morgenen med et par soldaterkammerater forstås...).

Og når folk så siger, at det netop er det folkelige som er Frederiks styrke, og at det er Margrethe som er galt på den, fordi hun afviger så meget fra nutidens stil og interesser, så slår jeg hårdt ned, og insisterer på at det netop er derfor vi gider hende. Fordi hun faktisk _er_ royal og ophøjet, og på den måde fastholder kongehuset på en piedestal.

Men jeg har aldrig rigtig fået kniven boret helt i bund i Frederiks lange liste af manglende egenskaber som kommende kongesucces. Jeg har aldrig stået med en smoking gun, og tænkt at det er DERFOR han bliver en dårlig konge.

Men for et par dage siden læste jeg en skarp pen, som skrev følgende (uden citat desværre, jeg kan ikke finde det igen):

Margrethe med sine forfinede interesser og ophøjede facon er en remincens fra industritidens overklasse. Frederik derimod med sin skoletrætte facon, interesse for rockmusik og evner som soldat er prototypen på en taber i videnssamfundet.

Dumhedsalvoren er stadig tydeligst i den rene fiktion. Det er når Fru Fogh (aka Fræk) udtaler sig om sin chance for at vinde i Fangerne på Fortet, og når aviserne i deres dødskamp skriver forargede artikler om personlige grovheder som siges om mennesker der udstiller deres evner i den offentlige gabestok af mennesker hvis job det er at bedømme samme optræden helst komisk og groft i ganske almindelige underholdningsprogrammer.

Ovenstående handler altså om sjov, som kun er alvorlig. Den muntre Erling Bundgaard-leg er kan ikke finde sted uden en ramme af ære, kæmpepræmier, personlig nedgørelse, dårligt kammeratskab eller det der er værre. Eller sagt anderledes: Underholdning er dødsens alvor for de implicerede.

Det er dog endnu værre når man ikke evner at se komikken i alvoren. Når selvironien, glimtet i øjet, ræven bag øret osv. forsvinder. Når jeg ser tidens politikere tone frem på tv, så er de allesammen dødsens angste for at virke useriøse. Bange for at træde ved siden af, og producere skyts til modstanderen. Ingen (medmindre de vil begå politisk selvmord a'la Vestager og før hende Mimi) tør sige deres rigtig ærlige mening om noget, og især tør ingen smile kærligt til modparten og lade en munter bemærkning falde om noget gravalvorligt.

Dumhedsalvor. Ikke at turde slappe af og grine lidt af frygt for at virke dum, er lige så kluntet som at grine med selvom man ikke fangede den. Det er ualmindelig dumt og trist. Det er menneskeligt. Det er til at tude over, og det er helt til grin :-)

Hvad vi du så gøre som medlem af IOC?
Øh, jeg vil .. fortsætte det arbejde som øh, med at arbejde for sport og øh mmm aktiv bevægelse