Jeg spekulerer på om det er mit personlige eller mit Rindalske temperament der gør sig gældende. Med den nyligt afdøde forfaders historie i erindringen, har jeg formuleret et lille slogan:

Vælg dine kampe med omhu. Hver eneste kamp kan blive din skæbne

Tiden jeg har brugt på at skrive ovenstående har virket beroligende. Jeg sletter udkastet. Endnu en kamp bites the dust.

At konceptualisere vores deltagelse i tilbudsgivning. Den indeholder bl.a. en række spændende diskussioner og strategiske valg, f.eks. af hvornår og i hvilket omfang nye datterselskaber skal være undergivet de samme rammebetingelser som moderselskabet på IT området.

Det rette ord havde vist været: "Spændende" med tydelige håndholdte anførselstegn.

Nemlig, svarede han tilbage, og så kørte snakken. Han var fritidsforfatter og var igang med en novellesamling om mennesker. Ikke ham selv, han var sgu for kedelig. Inspirationen fik han fra folk omkring sig. Max - det er mig - behøves sgu ikke at tage til Sydamerika som en anden Ib Michael. Og til sidst var vi fremme ved kernehistorien. Inspirationen. Øjeblikket hvor en lille dreng med dårlig mave vendte sig mod ham, og med bedende øjne spurgte: "Ka' du holde i hånd".

Gad vide om han bliver udgivet.

De tre sygeplejerskestuderende førte alt andet end dæmpet kort samtale i s-toget. Hijab-pigen fra deres studie havde åbenbart givet dem en ordentlig overhaling i alle påhør. Og de var sure nu. Forståeligt nok var der ingen af studiekammeraterne som kunne lide hende perlepigen, så hun sad altid alene i klassen og i kantinen.

Og så kørte snakken ellers. Så ville hun holde døende folk i hånden med handsker på, så ville hun ikke spise det ene og det andet. Der var meget galt med hende. De var afgjort ikke racister, men hende perlen var simpelthen for meget med alt det påtrængende fremmedkultur.

Langt henne i samtalen, da de forlængst havde glemt hvor sure de var over hendes tilsvining, og nu bare muntrede sig med anekdoter, kom den ene i tanke om førstehjælpskurset. Dengang hvor de allesammen skulle give kunstigt åndedræt til en dukke på skift.

"Ja, hahaha, kan I huske det? Jeg var ovre en købe en pose flæskesvær, som jeg puttede i munden på dukken inden hun skulle ned og puste".

Dav, eller øh ... hallo?
Nej, jeg har ikke hørt om nogen Harry
Okay... farveller

En dejlig arbejdsplads at spadsere rundt i, og således opmuntret spørger jeg hvorfor de flager på halv. Svaret sænkede humøret et par grader. Det drejede sig om fyren, som angreb politiet med en sabel og blev skudt og dræbt på Nørrebro i går. Efter at have været fn-soldat i Bosnien havde han arbejdet som tog-mekaniker.

Men han var vel sygemeldt, spurgte jeg med tanke på mediernes beskrivelse af en sindssyg mand med en sabel. "Tjah, han var da på arbejde i søndags", lød svaret.

Og sådan er det altid når mediernes skarptslebne historier får en personlig vinkel. Ham der er sindssyg på forsiden er en nu afdød kollega på bagsiden.

Kan i øvrigt anbefale bodegaen overfor Svanemøllen Station hvor vi rundede af. Rigtig god gammeldags biks med træ på væggene, masser af skilte og en del gamle instrumenter oppe under loftet.

Men om hvad?

Jeg er helt ude af vanen. De seneste par uger har jeg fulgt twitter, og jeg fatter ingenting. Begriber ikke alle de emner som flyver rundt, og forstår ikke hvordan folk kan følge med i hundredevis af feeds og småbeskeder. Det er som fælles-sms på syre.

Snart trækker jeg hovedet til mig. Fortsætter med at skrive lidt på urbloggen engang imellem, og er ellers bare gammeldags resten af tiden. Ude af loopet. Ude af samtalen. Jeg toppede i 2005.

Hans beskrivelse af politiets arbejde er, at de skal gribe de unge i nakken, hvis de laver kriminalitet. De skal bide gangsterne i haserne. De skal ruske banditterne når de laver ballade. Osv. En masse floskler.

På et tidspunkt vendte han sig mod kameraet, og bugtalede direkte til seerne: Udlændinge som laver kriminalitet i Danmark, hører ikke til i Danmark, og vi sætter hårdt mod hårdt. Laver de vold er det dobbelt op. Mord giver livstid.

Men han svarede aldrig på spørgsmålet om han virkelig troede at det ville virke. Politiet arbejder efter hans mening upåklageligt. Vi har naturligvis verdens bedste politi. Og var det ikke for politireformen, så ville problemerne med bandekriminalitet formentlig være endnu værre. .. En noget billig påstand.

Den mand har nok den ringeste autoritet. Og jeg spørger mig selv: "Hvorfor blev han overhovedet politiker?" Og hvor må talentmassen hos de konservative dog være ringe ude i afdelingerne, når Lene, Brian og Bendt er profiler.

Efter et par timers underholdning med gæstestjerner og masser af trompetlir var jeg ikke i tvivl om at showets stjerne stod bagest på scenen. Kæmpemave, skovmandsskjorte og viklet ind i en tuba stod han der og markerede ubønhørligt samtlige 1 og 3-slag. Det er ingen sag at finde en trompetscreamer, som vil lægge armen omkring smækre syngepiger. Derimod kan man søge et helt liv efter en ordentlig tuba. I går i Amager Bio fandt jeg en.

Ca. halvvejs skiftede jeg avisen med en medbragt bog. Tiden skulle jo udnyttes maximalt. Fremme ved Sjælør st. ventede cyklen, som oftest bragte mig på hyggetur gennem Vestre Kirkegaard.

Men langsomt, nærmest umærkeligt rejste jeg længere ind i pendlerland. Bogen blev oftere og oftere ikke åbnet. Avisen blev læst sporadisk. Medpassagererne blev studeret med dalende interesse. Og en dag ankom jeg til pendlerland st. med savl nede om kæben, kold vindueskind og ingen anelse om hvor jeg var.

Velkommen til pendlerland. Ferien er forbi. Eventyret ovre. Turen nu er ren transport.