Når jeg tænker på Nørrebrotiden i nostalgiens skær, er den stærkeste erindring en indian summer-nat, hvor jeg rodede med skattepapirer og gik i den lokale kiosk og købte koldskål og kammerjunker, som jeg spiste siddende på gulvet, mens katten rodede papirerne til og jeg svedte i natteheden. I andelsforeningen omgikkes jeg naboerne i et begrænset omfang, men de fleste var egentlig rare mennesker, og da jeg for et halvt års tid siden rendte jeg ind i en gammel overbo og fik en lille snak om gamle dage tænkte jeg, at det havde været gode år i et helt almindeligt men lidt rustent kvarter fyldt med værtshuse og problemer.

Så flyttede jeg til Østerbro. Jeg var virkelig ked af at forlade min nørrebrohybel, selvom det var helt frit valgt, at jeg flyttede. I Ribegade blev det bare aldrig det samme. Jeg kom dårligt fra start med nogle af naboerne, og det hele endte tilsvarende dårligt. Jeg tror nærmest at jeg må regne den nuværende ejer af lejligheden for min private fjende, selvom det er længe siden han har givet lyd fra sig. Indimellem boede jeg der bare. Jeg mindes først og fremmest at have gæster og gå i den lange gang mellem stue og køkken med mad og snavset service. Bestemt en god tid og et dejligt sted, men det stærkeste spor i erindringen er en følelse af ikke at passe ind i miljøet.

Og så er der Køge. Det har indtil videre været en succes, og det er min nuværende barselssituation, som bringer mig til at reflektere over de steder jeg har boet, og hvorvidt og hvorfor jeg har følt mig hjemme. Hjemmefølelsen er nok bl.a. båret af de fantastisk flinke naboer, som nærmest fra første færd føltes som personlige venner. Men også omgivelserne. Når jeg bevæger mig rundt i kvarteret, føler jeg mig hjemme, og jeg får lyst til at hilse på folk.

Tidligere har jeg allermest følt mig hjemme på min cykel. I fart i min egen verden. Nu føler jeg mig hjemme i villakvarteret. Det havde jeg aldrig troet.