if (o != null)

Et fuldstændig fast mønster, som instinktivt giver mening. Jeg læser det ligesom jeg aflæser tiden på et ur. Men de sidste par dage har jeg siddet med noget kode, som jeg har overtaget fra en mig ukendt programmør. Og han er glad for den modsatte kontruktion.

if (null != o)

Og jeg kæmper med at forstå det. Øjnenes flugt henover skærmen bliver bremset, og jeg må tænke mig om en ekstra gang, for at sikre mig, at der ikke er gemt en logisk fælde i udtrykket.

Er det kun mig, eller er det sygt at skrive null først?