Men så falder den anden sko.

Deferred loading bliver hurtigt din fjende. Hvis du ikke passer på, bliver deferred loading til repeated loading, og du får helvede med at opdatere større transaktioner, fordi dine data ikke lever i den samme datacontext. Og prøv at Attache fra én datacontext til en anden. Nettet er fyldt med tricks om kloning, serialisering og meget andet. Det er bare ikke let.

Men man retter sig ind. Lærer at sætte DataLoadOptions på sine specialiserede datacontexts. Lærer at være ultra omhyggelig med hvem der loader hvilke objekter. Lærer at læse LINQs SQL-log, og bliver klogere på hvad der egentlig sker. Og langsomt begynder det at tage form. Ikke perfekt. Men grundideen er så fornem, at man accepterer særhederne og stramheden i typesystemet. Man opdager, at LINQ tvinger en til at tænke i typer, snarere end i løkker og algoritmer. Abstraktionsniveauet er simpelthen højere, og jeg er overbevist om at den producerede kode er af en højere kvalitet.