Spørgsmålet er om jeg også på bagkant om nogle år kan se det rimelige i de nye ordninger, hvor man maksimalt må fjumre to år på grunduddannelsen og et år på kandidatdelen, hvis man skal undgå at blive relegeret. Man må altså maksimalt bruge otte år på sit universitetsstudie. Går man over bliver man smidt ud.

Selv brugte jeg ni år. Efter et par års studie begyndte jeg at jobbe deltids, og den ordning fastholdt jeg faktisk tiden ud. Jeg havde en kort pause under specialeskrivningen hvor jeg ikke havde fast deltidsarbejde, men bortset fra det, så var jeg fuldtidsbeskæftiget med studie og arbejde fra 1995 - 2001, hvor jeg fik min kandidatgrad. Man kan diskutere om jeg skulle have koncentereret mig mere om studiet. Men et uigendriveligt faktum er det, at studiearbejdet betød at min omskoling fra studerende til arbejdende var stort set problemfri. Ingen strukturel arbejdsløshed og ingen frustrationer i øvrigt.

Havde det været i dag, var jeg blevet nægtet adgang til de sidste eksamener. Det virker ikke spor gennemtænkt eller produktivitetsforøgende.