Det var nemlig versionen fra min fars Duke Ellington-plade.

Det er nok tyve år siden, at jeg sidst hørte den. På musikkens vinger flyver jeg baglæns i tid. Tilbage til dengang man hørte plader på LP. Dengang jeg lå på min fars sofa og hørte plader, spiste chips, drak sodavand og læste Asterix'er. Jeg drev ham vist til vanvid med Duke Ellington. Selv min - overfor mig nærmest uendeligt tålmodige far - fik vist nok af Duke, og en dag gav han mig pladen med hjem - weekendbarn som jeg var. Men magien fulgte ikke med. Den var nok knyttet til forkælelsen og den specielle ude-hjemme-følelse som de fleste weekendbørn kender. Ihvertfald stoppede jeg med at råhøre den.

Mens jeg skriver dette kan jeg se det hele for mig. Sofaen i noget lyst stribet stof. Det gamle sofabord. De to lilla stole. Bambusmøblet med telefonen. Tinfadet. Den gamle telefonliste i hårdt plastik og ikke mindst stereoanlægget. Det var tudsegammelt, men der var mange plader, og for en ung musikinteresseret mand var der en verden at gå i krig med.

Nå, Lionel Hamptons for mig helt usentimentale musik har efterfulgt Mood Indigo og øjeblikket er forbi.