Dumhedsalvoren er stadig tydeligst i den rene fiktion. Det er når Fru Fogh (aka Fræk) udtaler sig om sin chance for at vinde i Fangerne på Fortet, og når aviserne i deres dødskamp skriver forargede artikler om personlige grovheder som siges om mennesker der udstiller deres evner i den offentlige gabestok af mennesker hvis job det er at bedømme samme optræden helst komisk og groft i ganske almindelige underholdningsprogrammer.

Ovenstående handler altså om sjov, som kun er alvorlig. Den muntre Erling Bundgaard-leg er kan ikke finde sted uden en ramme af ære, kæmpepræmier, personlig nedgørelse, dårligt kammeratskab eller det der er værre. Eller sagt anderledes: Underholdning er dødsens alvor for de implicerede.

Det er dog endnu værre når man ikke evner at se komikken i alvoren. Når selvironien, glimtet i øjet, ræven bag øret osv. forsvinder. Når jeg ser tidens politikere tone frem på tv, så er de allesammen dødsens angste for at virke useriøse. Bange for at træde ved siden af, og producere skyts til modstanderen. Ingen (medmindre de vil begå politisk selvmord a'la Vestager og før hende Mimi) tør sige deres rigtig ærlige mening om noget, og især tør ingen smile kærligt til modparten og lade en munter bemærkning falde om noget gravalvorligt.

Dumhedsalvor. Ikke at turde slappe af og grine lidt af frygt for at virke dum, er lige så kluntet som at grine med selvom man ikke fangede den. Det er ualmindelig dumt og trist. Det er menneskeligt. Det er til at tude over, og det er helt til grin :-)