| Titlen opsummerer vist meget godt hvor bred generationskløften er i kongehuset. Mor laver kostumer til "Hyrdinden og skorstensfejeren" mens sønnike hører Dizzy Mizz Lizzy og gør en dyd ud af sin nødvendige almindelighed.
I årevis efterhånden har jeg kørt en hetz på stakkels Frede, når jeg fandt en lejlighed til det. At han vil køre kongehuset i sænk med sine simple sætninger og lavloftede royale facon. At danskerne vil have en kongelig konge og ikke en skattefinansieret playboy. At traditionen med at danskerne samles foran nytårstalen stopper når Pingo skal fortælle om sine utallige møder med det grønlandske folk (på Cafe Nuuk tidligt om morgenen med et par soldaterkammerater forstås...).
Og når folk så siger, at det netop er det folkelige som er Frederiks styrke, og at det er Margrethe som er galt på den, fordi hun afviger så meget fra nutidens stil og interesser, så slår jeg hårdt ned, og insisterer på at det netop er derfor vi gider hende. Fordi hun faktisk _er_ royal og ophøjet, og på den måde fastholder kongehuset på en piedestal.
Men jeg har aldrig rigtig fået kniven boret helt i bund i Frederiks lange liste af manglende egenskaber som kommende kongesucces. Jeg har aldrig stået med en smoking gun, og tænkt at det er DERFOR han bliver en dårlig konge.
Men for et par dage siden læste jeg en skarp pen, som skrev følgende (uden citat desværre, jeg kan ikke finde det igen):
Margrethe med sine forfinede interesser og ophøjede facon er en remincens fra industritidens overklasse. Frederik derimod med sin skoletrætte facon, interesse for rockmusik og evner som soldat er prototypen på en taber i videnssamfundet.
Jeg har ikke tidligere tænkt det så skarpt, og jeg er heller ikke sikker på at det direkte er noget dårligt, at være en taber i videnssamfundet. Men Frederiks placering i toppen af samfundet står i dyb modstrid med hans personlighed og hans interesser, og det er derfor han bliver en dårlig konge en dag. |
27/08-2010 10:35 af nanna møller
17/05-2010 15:23 af Jakke
17/08-2009 07:45 af Knobbe
12/08-2009 16:45 af Clæus
11/08-2009 02:49 af Bo
08/07-2009 00:27 af sinætra
14/05-2009 03:22 af Clæaus
02/04-2009 03:28 af lækremichael
26/03-2009 09:44 af Jakke
20/03-2009 02:32 af Jakke