Men den slags musik siger mig intet. Jeg foretrækker til hver en tid enkeltmandsvanvid fremfor en solid kontrolleret gruppepræstation. Charlie Parker over Tower of Power.

Så tænkte jeg, at det samme gælder i fodbold. Barcelonas belejring af modstandermålet, tiki-taka, endeløse afleveringer og langtrukken demonstration af tekniske færdigheder er en slags fodboldens Tower of Power (el. lign). Torres kontrastød var derimod et musikalsk øjeblik a'la dem som får jazz-tilskuere til at spontant at råbe: "Yeah", for at opildne musikere til mere af samme slags.

Det er improvisation og nærvær overfor taktik og beregning.