I påsken har jeg taget hul på en kombination af ovenstående. Jeg er gået på opdagelse i mine egne loftrum, og jeg smider det meste ud. Jeg kigger i kasser og åbner skuffer og finder de ting, som Pia, Tighane, Susanne, Peter, Lene, Jacob, Mette, Stine, Sas, Rikke, Nissen, Christopher, Anette, Jeppe, Anna, Sofie og Ulla ikke tog med sig da de flyttede, eller bare besluttede at deponere på loftet fordi der var plads. Barndommens eventyr og lidt til findes på loftet. Færøsk uld fra Lenes tur derop i 1985, min fars tunge baritonsax og hans spadserestok med plakette fra Himmelbjerget, Jacobs gamle kontorstol og hans spraglede Anne Larsen stol, katten Prebens kattebakke og den transportkasse hvis dårlige lukkemekanisme blev hans død, Jeppes demo-cd'er fra tiden i Mike Sunset, Stines mærkelige grå skuffemøbler som skulle stå der mens hun var i asien, Ullas reolsystem som jeg bar op, fordi det skulle ikke smides ud, en pose med små rammer som antagelig en af pigerne har samlet sammen og senere deponeret og meget meget mere.

Min fineste genstand er dog det 7000 år gamle barnekranium, som møjsommeligt blev gravet ud af en syrisk byhøj, behørigt fortoldet og sendt med alskens andre fund til Danmark til nærmere undersøgelse, undersøgt - antager jeg, og midlertidigt deponeret på loftet. Det er både min fineste skat, men nok også en ting som jeg er nødt til at få anbragt snarere end smidt ud. Må man overhovedet smide kranier i skraldespanden?