Jeg allierede mig med min bog, og forberedte mig på et par strabadserende og udmattende timer i et tog fyldt til randen med mennesker, gaver og tasker. Men som turen skred frem, og jeg kom længere og længere ind i bogen, blev det klart for mig, at enhver form for brok var utilstedelig. Jeg havde det jo godt. Mens jeg sad blødt og godt på min taske, led folkene i bogen derimod de frygteligste plager. Overvintrede i Weddelhavet i uforskammet kulde. Sled sig henover den grødede pakis med tung oppakning på en diæt bestående af pingvin og hundepemmikan. Udholdt rædselsvækkende sejlture i åbne både over Antarktis' utæmmede bølger, og afsluttede med at bestige South Georgia Islands ugæstfri bjerge, før de nåede tilbage til civilisationen - mere vildmænd end opdagelsesrejsende (men stadig gentlemen)

Historien om Schackletons sidste ekspedition er historien om udholdenhed langt langt udover det rimelige, og for hver side jeg vendte i bogen, føltes toget mindre proppet og turen stadigt kortere. Da vi endelig var hjemme - kolde og trætte - havde jeg intet at brokke mig over. Min tur varede ca. fem timer, mens bogens pinsler strakte sig over ufattelige 22 måneder.