<?xml version="1.0" encoding="ISO-8859-1"?>


<rdf:RDF
 xmlns:rdf="http://www.w3.org/1999/02/22-rdf-syntax-ns#"
 xmlns="http://purl.org/rss/1.0/" 
 xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/"
>

<channel rdf:about="http://www.sinatra.dk">
<title>Sinatra.dk</title>
<link>http://www.sinatra.dk/</link>
<description>Sinatra.dk - The voice, the website</description>
<dc:language>da-dk</dc:language>
<dc:rights>Copyright &amp;copy; 2003, Munken</dc:rights>
<image rdf:resource="http://www.sinatra.dk/images/rss_image.png" />
</channel>

<image rdf:about="http://www.sinatra.dk/images/rss_image.png">
<title>sinatra.dk</title>
<url>http://www.sinatra.dk/images/rss_image.png</url>
<link>http://www.sinatra.dk/</link>
</image>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1235">
<title>Rock og gobeliner</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1235</link>
<dc:subject>Rock og gobeliner</dc:subject>
<dc:date>2010-04-19T08:19:11-05:00</dc:date>
<description>Titlen opsummerer vist meget godt hvor bred generationskløften er i kongehuset. Mor laver kostumer til "Hyrdinden og skorstensfejeren" mens sønnike hører Dizzy  Mizz Lizzy og gør en dyd ud af sin nødvendige almindelighed. I årevis efterhånden har jeg kørt en hetz på stakkels Frede, når jeg fandt en lejlighed til det. At han vil køre kongehuset i sænk med sine simple sætninger og lavloftede royale facon. At danskerne vil have en kongelig konge og ikke en skattefinansieret playboy. At traditionen med at danskerne samles foran nytårstalen stopper når Pingo skal fortælle om sine utallige møder med det grønlandske folk (på Cafe Nuuk tidligt om morgenen med et par soldaterkammerater forstås...). Og når folk så siger, at det netop er det folkelige som er Frederiks styrke, og at det er Margrethe som er galt på den, fordi hun afviger så meget fra nutidens stil og interesser, så slår jeg hårdt ned, og insisterer på at det netop er derfor vi gider hende. Fordi hun faktisk _er_ royal og ophøjet, og på den måde fastholder kongehuset på en piedestal. Men jeg har aldrig rigtig fået kniven boret helt i bund i Frederiks lange liste af manglende egenskaber som kommende kongesucces. Jeg har aldrig stået med en smoking gun, og tænkt at det er DERFOR han bliver en dårlig konge. Men for et par dage siden læste jeg en skarp pen, som skrev følgende (uden citat desværre, jeg kan ikke finde det igen):Margrethe med sine forfinede interesser og ophøjede facon er en remincens fra industritidens overklasse. Frederik derimod med sin skoletrætte facon, interesse for rockmusik og evner som soldat er prototypen på en taber i videnssamfundet. Jeg har ikke tidligere tænkt det så skarpt, og jeg er heller ikke sikker på at det direkte er noget dårligt, at være en taber i videnssamfundet. Men Frederiks placering i toppen af samfundet står i dyb modstrid med hans personlighed og hans interesser, og det er derfor han bliver en dårlig konge en dag.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1233">
<title>Dumhedsalvor</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1233</link>
<dc:subject>Dumhedsalvor</dc:subject>
<dc:date>2009-08-16T08:51:31-05:00</dc:date>
<description>Jeg har tjekket med google, før jeg skrev dette indlæg. Dumhedsalvor findes ikke, så jeg kan derfor coine det. Dumhedsalvor er den form for alvor, som bedrives af folk der med Piet Heins ord har forstået begge dele lige dårligt. Altså de som ikke evner eller tør se det sjove i alvor og alvoren i det sjove. Det med evnerne er jo en ærlig sag, men ikke at turde droppe den alvorlige maske er efterhånden blevet en folkesygdom. Dumhedsalvoren er stadig tydeligst i den rene fiktion. Det er når Fru Fogh (aka Fræk) udtaler sig om sin chance for at vinde i Fangerne på Fortet, og når aviserne i deres dødskamp skriver forargede artikler om personlige grovheder som siges om mennesker der udstiller deres evner i den offentlige gabestok af mennesker hvis job det er at bedømme samme optræden helst komisk og groft i ganske almindelige underholdningsprogrammer.Ovenstående handler altså om sjov, som kun er alvorlig. Den muntre Erling Bundgaard-leg er kan ikke finde sted uden en ramme af ære, kæmpepræmier, personlig nedgørelse, dårligt kammeratskab eller det der er værre. Eller sagt anderledes: Underholdning er dødsens alvor for de implicerede. Det er dog endnu værre når man ikke evner at se komikken i alvoren. Når selvironien, glimtet i øjet, ræven bag øret osv. forsvinder. Når jeg ser tidens politikere tone frem på tv, så er de allesammen dødsens angste for at virke useriøse. Bange for at træde ved siden af, og producere skyts til modstanderen. Ingen (medmindre de vil begå politisk selvmord a'la Vestager og før hende Mimi) tør sige deres rigtig ærlige mening om noget, og især tør ingen smile kærligt til modparten og lade en munter bemærkning falde om noget gravalvorligt. Dumhedsalvor. Ikke at turde slappe af og grine lidt af frygt for at virke dum, er lige så kluntet som at grine med selvom man ikke fangede den. Det er ualmindelig dumt og trist. Det er menneskeligt. Det er til at tude over, og det er helt til grin :-)</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1232">
<title>tv-lørdag</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1232</link>
<dc:subject>tv-lørdag</dc:subject>
<dc:date>2009-08-15T12:19:18-05:00</dc:date>
<description>Tilbringer lørdagen i sofaen med feber og fjernbetjening, og det er sørme en slatten omgang. AGF vinder over FCK i Parken, Tv3 viser Crocodile Dundee i Los Angeles, Lene Espersen i kæk sikkerhedhjelm møder Lindø-ansatte til en opmuntrende snak, hvor hun bl.a. foreslår at Lindø-værftets bygninger kan bruges til et videnscenter for vind- og bølgeenergi (mon ikke de hellere ville have deres arbejde tilbage?), og sidst men ikke mindst er der et interview med vores allesammens kronprins om hans fremtid som IOC-medlem. Hvad vi du så gøre som medlem af IOC?Øh, jeg vil .. fortsætte det arbejde som øh, med at arbejde for sport og øh mmm aktiv bevægelseOg så har de lige truet med at TV2 viser Hot Shots senere i aften.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1231">
<title>Goodbye pork pie hat</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1231</link>
<dc:subject>Goodbye pork pie hat</dc:subject>
<dc:date>2009-08-12T04:02:01-05:00</dc:date>
<description>Onsdag formiddag i grå august. Prøver at motivere mig selv til at genoptage gårsdagens triste arbejds med at knytte bånd mellem moderne teknologi og en arkaisk database. Det er dødssygt. Ind imellem går jeg ind til kollegerne et par kontorer længere nede, og siger ting som: "Jaja, selvfølgelig skal vi bruge JQuery og Json-objekter til den fede MVC-webklient.". Men når jeg kommer tilbage til mit eget kammer står den på Oracle 8.1.6.3. Ikke længere supporteret fra producenten osv..Eneste lyspunkt er Spotify og Mingus. Ligesom i går søger jeg ly inde bag hovedtelefonerne. Mingus' musik er foruroligende og kompliceret. Man kan mærke hvordan musikerne bliver drevet fremad og opad. Tvunget til at yde deres ypperste af Charles Mingus selv. Den mægtige bassist som ifølge overleveringerne klappede trombonisten Jimmy Knepper én på hovedet, fordi hans solo var for ringe. Ah Um som jeg lytter til, veksler så fint imellem galmandsmusik og små enkle blæserpartier - serenader. Det er musik skabt til at programmere til. Til tider hæsblæsende frustration og til andre tider tilbagelænet skønhed. </description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1230">
<title>Play some rap-music</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1230</link>
<dc:subject>Play some rap-music</dc:subject>
<dc:date>2009-07-26T05:54:26-05:00</dc:date>
<description>Jeg går gennem natten med kniven i min håndpå jagt efter Thulesen den fremmedlede åndFinder ham alene for enden af en vejMærker straks hans angst, mon han kender mig?Kniven kender vejen til hans hvide kødBlodet kommer modsat og farver vejen rødDin dag er endelig kommet, siger jeg til hans kropSom ligger der på vejen, og har endelig givet opSå mangler jeg bare et godt beat.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1229">
<title>Italien med forhindringer</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1229</link>
<dc:subject>Italien med forhindringer</dc:subject>
<dc:date>2009-07-25T13:49:11-05:00</dc:date>
<description>Emergency passport i Kastrup, tre timers forsinkelse i Zürich og forkert bil i Milano. Hjemturen var værre. Efter et helvedesridt gennem Milanos motorveje for at nå at aflevere bil og checke ind i tide, gik det hele pludselig meget langsomt. Flyet havde tekniske problemer og var groundet med passagerer i næsten fire timer. Noget af en udfordring med en knap 2-årig passager på skødet.Dejligt at være hjemme igen!</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1228">
<title>Alene hjemme</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1228</link>
<dc:subject>Alene hjemme</dc:subject>
<dc:date>2009-07-07T15:10:03-05:00</dc:date>
<description>Sommerferie, hedebølge og Michael Jackson på Spotify. Michael er så kendt og under huden-agtig, at jeg med skam at melde aldrig har gennemlyttet pladerne sådan rigtigt. I virkeligheden er Jacksons produktion temmelig overskuelig. Fra Off the Wall i 1979 i Dangerous i 1991. Fire albums. 44 sange. 191 millioner solgte plader. Der er både udkommet albums før og efter, men Jacksons væsentligste bidrag er vist her. Dertil skal selvfølgelig lægges moonwalken og patentet på Anti-gravity-lean.Det som imponerer mig mest ved Jackson-historien er ikke så meget Jackson selv som bagmanden Quincy Jones. Ikke nok med at han producerer de tre første af førnævnte fire albums, men han står også bag et af de vigtigste Sinatra-albums (Live at the Sands). Michael Jackson og Frank Sinatra. Det er jo historien om det tyvende århundredes populærmusik. Quincy er desværre for ung til at have arbejdet med Gershwin, ellers havde trioen været perfekt. Nå, jeg vil fortsætte min aften alene hjemme i Køge med lidt tøjvask og mere Jackson ...Næ, nu skal jeg sgu høre Sinatra!</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1227">
<title>Fodbold</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1227</link>
<dc:subject>Fodbold</dc:subject>
<dc:date>2009-05-27T14:59:59-05:00</dc:date>
<description>Så bliver det sgu alligevel Barca, som løber med pokalen med de store ører. Alt tydede ellers på at Man U skulle køre den hjem mod et karantæneplaget catalansk mandskab. Men Eto'o ville det anderledes. Et kort aftræk, mål og efterfølgende mismod hos djævlene. Indimellem er fodbold så enkelt.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1226">
<title>Tolerance</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1226</link>
<dc:subject>Tolerance</dc:subject>
<dc:date>2009-05-11T09:21:34-05:00</dc:date>
<description>Jeg ved godt, at vi lever i en tid med begrænset parlamentarisme. Alligevel synes jeg at fortvivlelsen har fået ny næring i den senere tid, og jeg er blevet rystet i min retsfølelses grundvold. Det er selvfølgelig sagerne om de tre ministre: Løkke, Hjort og Jensen og deres misligehold af deres respektive tillidsposter jeg refererer til.Var det bare Kristian Jensen-sagen. I sunde tider ville han trække sig som minister uden at hans karriere ellers ville lyde nød. Man kan sagtens fucke op som skatteminister, og stadig ende med kors og bånd og stjerner på. Hans moral kan man ikke anfægte, han har bare været for ivrig med at administrere en lov, som ikke var helt vedtaget endnu - men som blev det kort efter. Så er det værre med Hjorten. Som Orientering på P1 beretter, så har han vildledt folketinget i et ministersamråd, løjet om kammeradvokatens arbejde og alt dette for at fratage syge mennesker deres dagpenge. Aj, den går altså ikke. Man kan åbenbart bryde grundloven og lyve i folketinget, uden at det får konsekvenser (udover at der skal poleres flere Jellingesten og tages endnu hårdere fat om flygtningene fremover). Men Lars selv burde altså mærke Løkken stramme om halsen. Han har brugt 900 mio gode danske skattekroner på at indrette lækre privathospitaler, bidrage til medarbejderflugt fra det offentlige sygehusvæsen og generelt malket den offentlige kasse for penge, fordi han bare foretrækker privathospitaler. "Svindel med offentlige midler" kalder oppositionen det. Jeg føler mig som Pia K efter endnu et æresdrab og en god gammeldaws frikendelse i retten af den udøvende fader (stadig med blod på trøjen og krumsabel i skeden). Det må da få konsekvenser. Hvad er der blevet af nultolerancen og den retskafne moral? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men jeg er forarget dybt ind i sjælen.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

<item rdf:about="http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1225">
<title>Mood indigo</title>
<link>http://www.sinatra.dk/index.php?news_id=1225</link>
<dc:subject>Mood indigo</dc:subject>
<dc:date>2009-03-30T08:59:18-05:00</dc:date>
<description>Jeg lavede mig en Count Basie-station i <a class=news href=http://last.fmLast.fm, og kom via blandt andet Benny Goodman frem til Mood Indigo med Duke Ellingtons orkester. En ganske særlig indspilning endda.Det var nemlig versionen fra min fars Duke Ellington-plade. Det er nok tyve år siden, at jeg sidst hørte den. På musikkens vinger flyver jeg baglæns i tid. Tilbage til dengang man hørte plader på LP. Dengang jeg lå på min fars sofa og hørte plader, spiste chips, drak sodavand og læste Asterix'er. Jeg drev ham vist til vanvid med Duke Ellington. Selv min - overfor mig nærmest uendeligt tålmodige far - fik vist nok af Duke, og en dag gav han mig pladen med hjem - weekendbarn som jeg var. Men magien fulgte ikke med. Den var nok knyttet til forkælelsen og den specielle ude-hjemme-følelse som de fleste weekendbørn kender. Ihvertfald stoppede jeg med at råhøre den. Mens jeg skriver dette kan jeg se det hele for mig. Sofaen i noget lyst stribet stof. Det gamle sofabord. De to lilla stole. Bambusmøblet med telefonen. Tinfadet. Den gamle telefonliste i hårdt plastik og ikke mindst stereoanlægget. Det var tudsegammelt, men der var mange plader, og for en ung musikinteresseret mand var der en verden at gå i krig med. Nå, Lionel Hamptons for mig helt usentimentale musik har efterfulgt Mood Indigo og øjeblikket er forbi.</description>
<dc:creator>sinatra</dc:creator>
</item>

</rdf:RDF>
